Sådan får du en nem have med stauder

Måske har du grønne fingre og elsker at pusle i haven og plante nyt hvert år, men hvis du ikke interesserer dig så meget for havearbejde, kan du overveje at plante stauder, som langt hen ad vejen passer sig selv. Det kan du blive klogere på her.

Ikke alle synes, det er lige sjovt at bruge deres sparsomme fritid på alle fire i haven med at plante, luge, klippe og nusse, men også dem er der tænkt på i planternes frodige univers. Med et staudebed med f.eks. pæoner kan du få en flot og brugervenlig have, som du ikke behøver at bruge så meget tid på.

Hvad er stauder?

Stauder er planter, der kommer igen år efter år i modsætning til f.eks. étårige planter, som kun holder en enkelt sæson. Sommerblomster som stedmoder holder kun en sommer, og så er det forfra med graveske og pottemuld næste år, når solen titter frem og krukkerne skal frem fra skuret. En meget smuk staude, som man kan glæde sig over i lang tid, er pæoner. De kaldes også bonderoser og er en smuk, rund blomst med mange blade. Pæoner fås i flere forskellige toner af pink og er typisk omkring 60 cm høje.

Fordelen ved stauder er, at de som nævnt kommer igen år efter år. Dermed slipper man for at bruge både tid og penge på nye blomster hvert år. Ofte kræver stauderne ikke meget pasning, men klarer det selv. I tørre somre kan det naturligvis blive nødvendigt at vande, og også pæoner kan blive tørstige og i værste fald gå ud. Med et staudebed bliver havearbejdet reduceret og tiden kan bruges på f.eks. at sidde i en havestol og nyde de flotte pæoner, måske med en dejlig kop kaffe eller et glas vin inden for rækkevidde.

Der findes en mængde forskellige stauder som alle har forskellige egenskaber og det er en god idé at undersøge mulighederne f.eks. ved at læse i haveblade eller få en snak med personalet på planteskolen, inden man anlægger et staudebed. Pæoner vil man dog aldrig fortryde, da de bringer glæde i enhver have.